Vi har alle været der. Der er mandag på en torsdag og inspirationen er gået på tidlig ferie. Så er det godt, at du har indholdssøjler. Du kan med dem sikre organisering af dit indhold på dine sociale medier og et højt niveau af varieret content, som dine følgere vil elske.
Hvad er indholdssøjler egentlig?
Inden for marketing er indholdssøjler, der også kan kaldes content pillars eller buckets, et sæt temaer eller emner, som din virksomhed kan bruge til at generere en indholdsplan. Du vil typisk have tre til fem forskellige søjler til dit content for at skabe den ønskede variation i dine posts. Det er meget forskelligt hvilke indholdssøjler, der fungerer. Her er det vigtigt at kigge på dit brands tone of voice, værdier og kerneområder. En boghandel kunne fokusere på nye bogudgivelser, hyggelige locations til læsning, upcoming forfattere. Anderledes ville det være for en influencer inden for mode, der med fordel kunne bruge beauty, kropsglæde, styles og upcycling som indholdssøjler. Men for alle sikrer det en strategisk tilgang til din content planning, så du ikke laver forhastede last-minute posts.
Hvilke indholdssøjler skal jeg så vælge?
Du skal vælge dem, som dine følgere vil se mere af. Basta. Det er det meget korte svar; så lad os dykke ned i det.
Hvem taler du til? Det er et helt essentielt spørgsmål for din markedsføring. Start med – hvis du ikke allerede har gjort det – at definere din kundetype og lav en eller flere personaer, så du bliver bevidst om værdier, interesser, pain points osv.
Kig på dine konkurrenters posts og find dem, der har performet særdeles godt. Her skal du notere dig opslagenes emner - men du skal også huske hvorfor, at du er på besøg. Bliv inspireret. Lad være med at kopiere. Du har din egen tone of voice og skal først og fremmest bevare din autenticitet.
Brug data og lyt til dine følgere. Et godt sted at finde emner til dine indholdssøjler er ved at se på dine nuværende opslag, der præsterer godt. Kig nærmere på de opslag, der har masser af interaktion, så du sikrer høj engagement rate fremadrettet. Tjek også din indbakke eller chat og inddrag det, som der ofte spørges til. Og så skal du ikke være bange for at spørge dine kunder. De ved trods alt allerbedst hvilke emner, de foretrækker.
Nu er du klar til at kaste dig ud i at definere dine indholdssøjler. Med det vil du samtidig opleve en strategisk tilgang til din content plan, mere ro i hverdagen og varieret content med god interaktion. Rigtig god fornøjelse.